Cyklusbaseret Praksis


I min praksis afsøger jeg landets skovbunde, grøftekanter, mergelgrave, åbne skrænter, kalkbrud og strandbredder i min indsamling af vildt ler, sten, grene, tang og blomster. De samlede materialer gennemgår en efterfølgende forarbejdning, f.eks. tørring eller brænding, hvorigennem jeg genererer en materialebank af nøje udvalgte stykker natur. Jeg arbejder i relation til min egen og naturens cyklus når jeg indsamler, bearbejder og installerer. Jeg følger årstidernes skiften og kroppens signaler og er modtagelig over for omverdenens forstyrrelser, som også indgår i min praksis som materiale. Et endeligt værk i udstillingen står som summen af disse processer, et nedslag i en praksis af gennemtrængelighed. 

Mine værker kan være stedsspecifikke og komponeret i udstillingsrummet. Jeg patinerer vægge med selvgjorte naturpigmenter og indtræder i en langstrakt improvisation med ophængning af de indsamlede materialer. Materialerne orkestreres efter en indre logik, en form for sprog eller tegnsætning. Værket skabes i dialog mellem krop, materiale og ydre omstændigheder.

Jeg arbejder researchbaseret, med en teoretisk og prosaisk tekstpraksis, som er i konstant dialog med mine materielle undersøgelser. Senest i essayet Røde Sommer, som med udgangspunkt i feministisk teori og erfaringer fra menstruation, gravidititet og fødsel, undersøger hvordan kunstnerisk praksis kan give adgang til før-erkendt viden indlejret i naturen i og uden for vores kroppe, og om der her kan findes håb i vores økologiske krise. 








© Ida Raselli 2024